De fleste danskere er i et vist omfang bekendte med den danske arveret, men for danskere, der opholder sig ude, må der desuden tages højde for de internationale arve- og skifteregler. Dette gælder bl.a. ved udarbejdelse af testamenter samt ved bobehandling efter dødsfald, herunder ved vurderingen af, hvilke arveregler, der finder anvendelse, når boet skal deles mellem de efterlevende arvinger.
Spørgsmålet om, hvorvidt en dansk skifteret er kompetent til at behandle et dødsboskifte, afhænger af afdødes bopælsstatus.
De danske skifteretter behandler som udgangspunkt boer efter afdøde personer, der har bopæl i Danmark på dødsfaldstidspunktet.
Boer efter danskere, der er bosiddende i udlandet, vil derfor normalt blive behandlet af myndighederne i det land, afdøde på dødsfaldstidpunktet har taget ophold i.
De fleste lande går ind for princippet om dødsbobehandlingens enhed og universalitet. Det betyder at bobehandlingen som udgangspunkt kun behandles i et land, samt at behandlingen omfatter alle den afdødes aktiver og passiver, uanset hvor i verden de befinder sig.
Der er dog ikke entydig international enighed om, hvilket kriterium, der skal lægges til grund, når den internationale kompetence skal afgøres. Nogle lande lægger således vægt på afdødes såkaldte domicilland og andre på afdødes statsborgerskab.
Ved domicilland forstås normalt afdødes sædvanlige opholdssted, og efter dansk ret det sted, hvor en person har bopæl og ophold i den hensigt varigt at forblive der. Men også domicilbegrebet kan variere landende imellem.
Begreberne anvendes for det første, når det skal afgøres hvilket lands love, der skal finde anvendelse ved bobehandlingen.
Dernæst er lignende, men ikke nødvendigvis fuldstændig sammenfaldende lovvalgsregler afgørende for, hvilke materielle arveregler, der skal anvendes. Reglerne bestemmer bl.a., hvem der skal anses for legale arvinger efter afdøde, og hvordan arven skal deles imellem dem. Desuden har reglerne bl.a. indflydelse på spørgsmål om båndlæggelse af arv, aftaler om arveafkald, arveforskud, sikring af forventet arv, den eventuelle mulighed for at sidde i uskiftet bo, dødsgaver samt udarbejdelse af testamenter og testationskompetence.
For danskere, der er udsendt af en dansk virksomhed eller af den danske stat, vil domicillandet normalt være dansk, idet en udsendelse fra Danmark ikke kvalificeres som varigt ophold. For denne gruppe vil dansk arveret derfor som udgangspunkt finde anvendelse, men selve skiftet vil ske i udlandet og forestås af den udenlandske myndighed.
For andre danskere, der f.eks. har taget ansættelse i udenlandske virksomheder, og som efter en konkret vurdering må anses at have taget varigt ophold i udlandet, vil det normalt være opholdslandets arveret, der finder anvendelse.
Da arveladerens sidste domicilland ikke nødvendigvis har arveregler, der tilsvarer de danske, er det derfor under alle omstændigheder en god idé, at gøre sig bekendt med det konkrete regelsæt, samt om nødvendigt tage de nødvendige forbehold herfor.
Endelig betyder den danske skifterets manglende kompetence, for begge gruppers vedkommende, at der ikke skal svares arveafgift af boet efter danske regler.
Særligt om fast ejendom
Nogle lande følger ikke ubetinget enheds- og universalitetsprincippet, idet de ikke vil inddrage afdødes faste ejendom i andre landes skiftebehandling.
Betydningen heraf kan være at afdødes faste ejendom behandles efter et lands regler, mens resten af boet skiftes efter domicillandets regelsæt.
Iflg. dansk ret er det ikke udelukket, at en fast ejendom her i landet kan blive inddraget under et skifte i udlandet, men den danske regulering af fast ejendom vil naturligvis skulle respekteres.
Endvidere gælder, at der skal betales dansk boafgift af fast ejendom her i landet.
Særligt om testamenter
For testamenter gælder der særlige regler. Dette skyldes Haagerkonventionens regelsæt om testamentariske dispositioner.
En lang række lande, herunder Danmark, har ratificeret regelsættet, der i betydelig grad udvider testamenters internationale gyldighed.
Som anført er det i høj grad arveladerens sidste domicillands arveregler, der finder anvendelse ved opgørelse og fordeling af arv.
Haagerkonventionen bestemmer dog, at testamenters gyldighed må anerkendes, når blot formkravene er gyldige på oprettelsestidspunktet eller ved dødsfaldet efter den lov, der finder anvendelse på testators bopæl, i testators statsborgerland eller efter oprettelsesstedets regler. Herved sikres i stort omfang testamenters internationale gyldighed.
For så hvidt angår alle andre arveretlige aftaler, herunder aftaler om arveforskud og arveafkald kan der dog rejses tvivl om, hvorvidt det alene er tilstrækkeligt, at lægge vægt på afdødes sidste domicillov ved anerkendelse af aftalen, idet der også må tages hensyn til aftaleparten, dvs. arvingen. Der kan derfor argumenteres for, at formkravene i arvingens domicilland skal være opfyldt ved sådanne aftalers indgåelse.
Anden lovgivning
Ud over de arveretlige regler er en række andre regler, der forudsætningsvis ligger til grund for bobehandling og arv, naturligvis vigtige at have klarhed over.
Det gælder først og fremmest formueforholdet mellem ægtefæller. Dette reguleres normalt af domicillandet på tidspunktet for ægteskabets indgåelse. Ved forskelligt domicil, hvilket naturligvis vil være undtagelsen, har man efter praksis lagt vægt på mandens domicil. Ved tvivl herom, kan det overvejes at udarbejde en ægtepagt. Hvis ægtefællerne er meget ”internationale” med en omrejsende tilværelse i tiden omkring ægteskabet, kan det endda i nogle tilfælde anbefales, at en ægtepagt for en sikkerheds skyld udarbejdes efter flere landes regler, idet der ikke på dette område er tale om ligeså vidtgående gensidige anerkendelsesregler som for testamenter. Dernæst gælder det også, at der bør være klarhed om regler vedr. f.eks. adoption og om separation og skilsmisse.
Endvidere kan det i visse situationer have stor betydning for de efterladte, hvilke bestemmelser, der regulerer arvingernes muligheder for indtræde i eller blive købt ud af afdødes deltagelse i forskellige samarbejder og selskabskonstruktioner. Der er ofte ikke taget udtrykkeligt stilling hertil i eksisterende vedtægter og samarbejdsaftaler, og man falder så tilbage på de udfyldende bestemmelser, der gælder i de enkelte landes lovgivning.
Under alle omstændigheder kan det anbefales, at man som dansker bosiddende i udlandet undersøger de skifte- og arveretlige samt tilknyttede spørgsmål, enten ved selv at rådføre sig med myndighederne eller ved at bestille et responsum hos en advokat, der redegør for, hvordan boet vil blive behandlet og aktiverne beskattet og fordelt i den aktuelle situation. På grundlag heraf, kan der så tages stilling til behovet for supplerende testamentariske dispositioner eller evt. andre tiltag.
